De senere år har debatten om Danmarks rolle som multietnisk og multikulturelt samfund fyldt stadig mere i takt med at en stadig større del af samfundet består af anden hudfarve og andre traditioner end det vi oprindelige danskere har haft.
Faktisk er det ret omsonst at diskutere om Danmark skal bestå af flere etniske grupperinger og forskellige kulturer. Sådan er det allerede, og det kan der ikke længere ændres på. Hvis vi skulle have en enhedskultur, ville man være nødt til at øve vold på folks ret til at tænke og leve ud fra samvittighed og overbevisning. Det har været forsøgt flere steder i verden, hvor der har været uhomogene grupperinger, og det har bestemt ikke været lykken for nogen.
En af årsagerne til at politikerne har været fristet til at undertrykke menneskers ret til at leve efter eget valg og ønske har været, at store spændinger i samfundet har medført mistænksomhed og uro grupperne imellem. Det oplever vi allerede i Danmark, og det er bestemt en realistisk mulighed at vi før eller siden vil opleve forsøg på ensretning, der vil få folk til med sødmefyldt nostalgi at ønske sig tilbage til den nuværende tid, hvor debatten blot har til hensigt at fastlægge hvilke overordnede normer der skal gælde i et dansk samfund.
Men hvad skal man mene om alt dette ud fra et kristent synspunkt?
Først og fremmest må vi fastholde: Guds kærlighed og omsorg gælder ethvert individ uanset hudfarve og kulturel tradition! Her har en hvid dansker absolut intet fortrin.
Dernæst må man sige, at grænsen ud fra et kristent synspunkt ikke går mellem racer og traditioner, men udelukkende ud fra det enkelte menneskes respekt for Gud. Og her har gennemsnitsdanskeren heller ikke noget fortrin frem for nye danskere. Næsten tværtimod kan man fristes til at sige. For ansvarligheden over for livet og medmennesket synes tit at være større hos de nytilkomne danskere end hos os, der har oldeforældre født her.
Det siges i Ny Testamente at når Jesus kommer igen, skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Der står intet om kultur eller hudfarve. Tværtimod. Blandt dem der frelses vil der være sorte, hvide, brune og gule. Og ligeledes blandt dem, der fortabes.
Hvad er det da, der kendetegner dem der bliver frelst? En eneste ting. De har valgt at anerkende Jesus som Guds søn og har taget imod frelsen i ham.
