Bekymrer Gud sig om dig som enkeltperson?
Det sker, at forkyndelsen har en meget objektiv karakter. Det vil sige, at prædikanten står og fortæller om menneskeliv generelt. At vi er skabt af Gud, at mennesket har syndet og at vi har brug for at Jesus frelser os. Men det hele foregår i så generelle vendinger at man næsten synes, det slet ikke kommer mig ved, får en fornemmelse af, at det hele foregår udenfor mig.
Jeg kan faktisk når jeg sidder til sådan et møde blive helt i tvivl, om det er mig der er noget galt med, når alt det her føles så fuldstændig uvedkommende.
Men da jeg her til morgen sad og overvejede den problemstilling, slog jeg op på Johannes kapitel 3 hvor Jesus taler med Nikodemus. Jesus siger: "Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny!"
Det at du engang er født som menneske ind i verden, kan da godt siges at være en meget objektiv begivenhed, som du ikke har haft nogen indflydelse på, og som du dybest set ikke selv kan påvirke. Men du får altså ikke noget rigtigt liv uden at du helt personligt gør det liv du har fået til dit.
Sådan er det nok også med det nye liv i Jesus. Man kan godt sige, at det er noget der sker udenfor dig, men det nye liv bliver kun dit, når du gør det til dit liv. Og så er der lige den krølle på historien, at det liv der ikke fødes af kød, men af ånd slet ikke kommer i stand, medmindre du selv beder Gud om at føde dig af ånd, og ikke varer ved, medmindre du selv lever dit liv tæt på ham, der giver dig det nye liv.
