En "klog" evolutionsforsker har "fundet ud af" at religiøsitet er et resultat af en evolutionistisk udvikling. Det er nemlig sådan, hævder han, at religiøse mennesker virker tiltrækkende på a-religiøse. Derfor har de et fortrin. Og qua survival of the fittest er det derfor religiøse mennesker, der er blevet flest af.
Så er det jo bare, jeg vil indvende:
Ifølge evolutionsteorien selv, er det egenskaber, der viser sig nyttige i livet, der vinder. Kunne det tænkes, at det religiøse sejrer, simpelthen fordi det rent faktisk passer til livet? Altså, at vi har en religiøsitet, fordi der er en Gud?
Nu forholder det sig nok desværre slet ikke, som evolutionisterne påstår, sådan at det mest hensigtsmæssige sejrer. Det mest hensigtsmæssige ville være, at vi som mennesker vedkender os at det religiøse er en nødvendig del af livet, og at vi anvender religiøsiteten på at søge den eneste sande Gud.
Det er vist desværre sådan med såvel evolutionisme, som med megen anden videnskab, at man ikke fordomsfrit søger sandheden. Man har på forhånd besluttet sig for en gudløs indgangsvinkel, og derfor bliver også resultaterne gudløse.
Heldigvis er der da også sobre videnskabsfolk, der tager udgangspunkt i, at Gud har skabt den verden, de undersøger. De finder selvfølgelig Gud bekræftet gennem deres videnskab.
