I første Kongebog kapitel 6 er der en ret interessant beretning, Aramæerkonger har sendt vogne og ryttere til byen Dotan for at tage Elisa til fange. Elisas tjener bliver meget bestyrtet, da han ser den fare, Elisa er i. Men Elisa beder Gud åbne den unge mands øjne. Det sker, og tjeneren opdager nu, at bjerget er fuldt af ildheste og ildvogne, sendt at Gud for at beskytte Elisa.
Bare for en ordens skyld vil jeg nævne at noget tilsvarende også er sket for ikke så mange årtier siden I Kina, hvor Gud satte englevagt om nogle missionærer som var truet af soldater. Disse havde ikke turdet angribe da de så englene stå rundt om byen, de var ved at angribe.
Vi kan ofte bebrejdende spørge os selv, hinanden og Gud, hvorfor han tillader så meget ondt at ramme os. Men jeg tror, det spørgsmål bunder i, at Gud afholder os fra / skåner os for (!?!) at se de åndelige kræfter omkring os. For ligesom vi ikke normalt får lov at se de engle, der er sendt af Gud for at beskytte os, tror jeg, der rundt omkring os også er mørke kræfter, der står parat til at angribe os. Havde vi vidst, hvilke angreb vi kun spares for, fordi Guds engle står imellem dem og os, ville vi sikkert dø af skræk.
I Jobs bog kapitel 5 læser vi: "Seks gange befrier han dig fra trængsler, syv gange rammer ulykken dig ikke"
Hvis vi tænker efter, ved vi godt, at Gud utallige gange har grebet ind for at redde os ud af en eller anden nød. Men vi har overhovedet ingen anelse om, hvor tit, Gud har sørget for at ulykkerne ikke har fået lov at komme i nærheden af os!
