Rundt omkring i landet (uanset hvilket land vi taler om) sidder der mennesker der ikke formår at leve op til Loven. Det være sig Guds lov, landets lov eller menneskers målestok, der i mange tilfælde kan være endnu strammere end de to førstnævnte.
Ve den, der falder udenfor loven! Han er måske tålt, men ikke accepteret!
Nu skal jeg fortælle dig om en, der også brød loven. Vi læser om ham i Johannes Evangeliet, kapitel 5.
Jøderne på Jesu tid havde stramme regler for hvad man må og ikke må. For eksempel må man ikke arbejde på hviledagen (sabbatten eller søndagen). Men da Jesus så et ulykkeligt menneske, glemte han ganske at det var sabbat og hjalp manden med lige netop det der var hans problem. Og for at gøre det hele endnu værre legitimerede han det hele ved at sige at Gud var hans far, og at det var GUD SELV, der havde brudt loven for at hjælpe et menneske.
Værre kan det da næsten ikke blive, vel? Ikke alene gør man noget man ikke må (helbreder på sabbatten). Man kalder også Gud for sin far og påstår at HAN dispenserer fra loven (Guds lov/ landets lov/ janteloven osv.)
Vi får nok aldrig "lovens" vogtere til at sanktionere dette. Alligevel vover jeg at sige: Hvis du er en af dem, der ikke "er god nok", så fat mod: Gud dispenserer undertiden fra "Loven".