Den nat, Mertzen døde.
Hele afdelingen sover. Med undtagelse af stue 27 og 11. Intet særligt at bemærke. Det har været en rolig aften. Sådan lyder rapporten. Allerede mens jeg var på vej op ad trappen var jeg spændt på, hvad natten vil bringe. Og ikke mindst var jeg spændt på, om Mertzen er her endnu. Det er han.
Den sene aftenvagt er netop gået, og jeg er overladt til mig selv. Faktisk skulle hun være blevet til 23.30, så vi havde en halv times overlapning. Men hvad er meningen i at to mennesker sidder og kigger på hinanden på en rolig afdeling? Så jeg sendte hende ud af døren så snart jeg havde fået rapport.
Jeg skænker mig en kop fra en af de kander der står tilbage fra beboernes aftenkaffe. Skal lige nyde et øjebliks stilhed inden min første runde. Sætter mig ind på kontoret og kigger ud på fuldmånen. Jeg er glad for mit arbejde. Glad for afdelingen, jeg har for mig selv. Glad for beboerne og den opgave der ligger i at skabe tryghed om deres nat.
11 og 27. Kedeligt at det netop er de to stuer, der kræver opmærksomhed. 11 ligger på første og 27 på anden sal. Så når jeg står hos Svend Mertzen, er der langt at løbe ned til fru Møllers klokke. Og den lader tit høre fra sig.
Faktisk ringer Mertzen ikke. Ikke mere. Han er for dårlig. Svend lider af Parkinson i sidste fase. Det medfører at signalstoffet dopamin er delvist uvirksomt. Derfor kan man ikke få fuld effekt af den smertestillende medicin. Nu har han også cancer. Det er åbenlyst at han lider. Havde jeg kunnet, tilbragte jeg hele natten ved hans seng. Ikke for at lindre smerterne. Det kan jeg ikke. Men det ville lette min faglige samvittighed at kunne hævde at have gjort alt menneskeligt muligt for ham. (Er det mig selv eller andre jeg vil overbevise?)
Mens jeg drikker min kaffe, griber jeg op efter Mertzens journalbog. Jeg læser den ikke nu, men vil tage den med op på 27, når jeg har gået runde hernede. Lægger den på skrivebordet. Stiller kaffekoppen ud til opvask.
Anden dør på første sal er Møllers. Jeg kan høre hende rumstere derinde. Jeg tager nummer 10, men springer 11 over. Jeg er forberedt på, at hun vil være største udfordring på denne etage. Gemmer hende derfor lidt og går ned og fortsætter i den anden ende af gangen. Stue for stue lukker jeg døren op for at konstatere at alt er som det skal være. At beboeren ligger i sin seng. At hun er i live og trækker vejret regelmæssigt. (Hun. Ja for 18 ud af mine 20 beboere er kvinder. De lever jo længere end mændene.) At sengehesten er oppe, hvor det er nødvendigt. At Hansen har sin kolbe inden for rækkevidde. På nummer 15 sover fru Christiansen ikke. Hun modtager mig med sin sædvanlige klukkende varme latter: "Nå, du skulle lige se, om jeg er her endnu?" Jeg kan ikke lade være at smile. Bruger et par minutter på en lille hyggesnak med Christiansen inden jeg fortsætter til de næste døre.
Så må jeg ind til Møller. Jeg tager en dyb indånding og åbner døren. I aften er ingen undtagelse fra reglen om at Møller er den mest krævende beboer på afdelingen. Hun står med sin rollator og forsøger at komme ud på badeværelset. Bander og svovler over at det ikke kan lade sig gøre. Jeg synes, det lyder forfærdeligt. Men mennesker er forskellige. Også på et plejehjem. Hun kan ikke komme forbi den stol, hun har stillet i mellemgangen. Jeg vil løse problemet ved at flytte den tilbage i stuen. Men det skal jeg ikke prøve på. Nu retter skældsordene sig mod mig. Det er indlysende, at det er stolen, der er problemet, men sådan ser Møller ikke på det.
Men på badeværelset skal hun. Kan det ikke ske med rollator, må vi klare problemet uden. Jeg skubber den væk, rækker hænderne frem og tager Møllers, så hun kan støtte sig til mig. Det finder hun sig i, og vi kommer derud i god behold. Bleen er drivvåd. Ellers sjaskvåd, som Møller udtrykker det. Det plejer den ikke at være. Hun må være blevet forsinket af rollatoren, der ikke kunne komme forbi stolen. Eller også har hun tisset af bare arrigskab. Jeg lader hende sidde lidt på toilettet, mens jeg går ud på skyllerummet med bleen. Tager mig god tid, så hun får ro til at blive færdig. Men da jeg hører larm, skynder jeg mig tilbage. Hun ligger i entreen. Faldet over stolen i forsøget på at nå hen til sin rollator. Måske burde jeg være blevet hos hende. Men jeg synes bare, toiletbesøg er så privat en sag, at hun skal have lov at sidde der alene, selvom jeg selvfølgelig også overskrider en grænse ved bare at følge hende derud, trække bukserne ned og give ble på, når hun er færdig. Heldigvis lader det ikke til, at Møller har slået sig. Så jeg leder fruen hen til sengen og får hende velbeholdent op. Giver hende den ble på, hun skulle have haft på badeværelset, dersom hendes tålmodighed havde rakt, til jeg kom tilbage fra skyllerummet. Så putter jeg dynen godt ned om hende. Tit ønsker jeg hende hen, hvor peberet gror, men jeg tror, det lykkes mig at skjule det for hende. På vej ud ser jeg mit snit til at sætte stolen tilbage, hvor den plejer at stå. Hun protesterer ikke. Måske er hun blevet så forskrækket over faldet, at hun helt har glemt sin beslutning om at stolen skal stå i entreen.
På vej op fra Møller lægger jeg vejen ind om kontoret. Tager Mertzens journalbog med. Så snart jeg træder ind på gangen på anden sal kan jeg høre ham stønne i smerte. Det er for tidligt at give ketogan. Det må han ikke få før klokken 3. Og det er kun lige godt midnat. Egentligt kan det vel være lige meget, hvor meget han får; han har ikke langt igen. Men det overskrider min kompetence at tage stilling til.
Som jeg gemte Møller til sidst nede på første, venter jeg med at gå ind til Mertzen. Vil checke de andre stuer først. Lægger lige journalbogen på gulvet udenfor hans dør. Så kigger jeg ind på 28. Fru Croone på 29 har altid døren låst. Selvom hun er på plejehjem, er hendes stue at betragte som "eget hjem" og derfor er det naturligt, at døren skal være låst, hvis det er det hun har det bedst med. Heldigvis har jeg husket at få nøglen med. Det sker, jeg glemmer den, og så må jeg ned på kontoret og hente den.
Nu går jeg tilbage til nummer 20 og arbejder mig dør for dør frem til 27. Jeg samler journalbogen op fra gulvet og går ind. Fugter hans mund med en svamp. Retter lidt på sengelinnedet. Ikke at det er nødvendigt. Bare en udefinerlig trang til at gøre noget ekstra for ham. Så sætter jeg mig på stolen ved siden af hans seng og giver mig til at kigge i bogen.
Født 7. juli 1925. Troede næsten, han var ældre. Jeg prøver at forestille mig den julidag for mange år siden, hvor et forældrepar fik en lille dreng. Ser over på ham og kommer til at smile. Svært at forestille sig ham som nyfødt.
Der står ikke meget om livshistorien. Det er jo også frivilligt, hvad man vil oplyse. Blot kan jeg se, at han har været gift. Der står ikke noget om børn. Jeg ved heller ikke af, at nogen besøger ham her på plejehjemmet. Mon han er enkemand? Eller fraskilt? Jeg gætter på det sidste. Intuition. Eller blot statistik.
Der står, at han var med i Bopa under krigen. Var i Theresienstadt, hvor han måske fik lagt grunden til sygdomme han lige siden har måttet kæmpe med. Selvom det ikke altid er så let at se den lige vej mellem årsag og virkning i et ødelagt helbred. Invalidpension så tidligt som 1967.
Man er ikke i tvivl om at Mertzen er døende. Man kan se det på hans hud. Den er gustenbleg og har mistet elasticiteten, så knoglerne træder tydeligt frem.
Hvor meget mon han sanser i den døs, han har befundet sig i gennem nu adskillige dage? Jeg tager hans hånd og kærtegner den ømt. Kan jeg ikke tage hans smerter, kan jeg i hvert fald vise ham, at han ikke er alene. Åh nej. Nu ringer klokken. Det kan næsten kun være fru Møller. Jeg tager min bipper op af lommen. Sandt nok. Det er hende. Jeg registrerer lige at klokken er nitten minutter i et. Det er højst en halv time siden jeg var hos hende. Hun er altså en pestilens. Men jeg er nødt til at tage trappen ned på første for at se, hvad hun nu har fundet på at bede om.
Fru Møller er meget nervøs. Ikke bare i nat; sådan er hendes natur. Ind imellem kan hun være ret vredladen. Når hun får sine anfald - og det gør hun næsten hver nat - kan jeg godt undres over årsagen til den voldsomme vrede. Måske skal der slet ikke ledes i forhold her på plejehjemmet. Måske ikke engang i omstændigheder, der ligger i nutiden. Et eller andet siger mig, at vreden snarere skyldes det, hun ikke nåede i sit liv, det som nu er endegyldigt for sent.
Når jeg bladrer i hendes livshistorie, kan jeg se, at hun ligesom Mertzen aldrig har haft børn. Hun er ikke så gammel. Det er mig lidt en gåde hvorfor hun er havnet her på plejehjemmet. Det fremgår ikke af journalen at hun skulle have været udsat for noget voldsomt som for eksempel apopleksi. Sproget er intakt. Forståelse og intellekt nogenlunde. Førligheden er ikke god. Jeg kan have en mistanke om alkoholdemens, men det står ikke skrevet nogen steder. Fra fru Møller selv ved jeg, at hun engang var forlovet, men aldrig nåede at blive gift. Hvor titlen "fru" kommer fra, står hen i det uvisse.
Da jeg åbner døren, sidder Møller på sengekanten. Hun vil gerne bede om en kande saftevand. Jeg registrerer, at der står en kande på sengebordet, hvilket jeg gør Møller opmærksom på. Ja, men det er gul saft. Hun vil have rød. Jeg tænker, at saftevand uanset farve må kunne slukke tørsten, men min erfaring forbyder mig at begynde at diskutere med hende. Så jeg går hen i køkkenet, åbner køleskabsdøren for at finde rød saft. Men hov, der er ikke noget. Det går jeg hen og meddeler min klient, men så farer hun op i et af sine berømte raserianfald. Det er også aftenvagtens skyld, og jeg er totalt uduelig som nattevagt, og hun gider heller ikke være her mere. Jeg vil ikke diskutere med hende, så jeg går bare og lukker døren bag mig.
Jeg kunne godt være gået op til Mertzen igen, men der er også vasketøjet, der skal ordnes og fordeles ud til beboerne. Det bruger jeg den næste times tid på kun afbrudt af Møller, der den ene gang lige skal have rettet lidt på sit tæppe og den anden gang vil vide, hvad klokken er. Hun har et ur på væggen. Et af dem man forbinder med en bedstemor-stue. Et af dem, der taktfast deler tiden op. Dik, dik, dik. Det minder ubønhørligt om at livet skrider frem. Frem mod hvad?
Jeg smutter lige op til Mertzen for at se, om alt er OK. Der er ingen ændring. Bortset fra at han med mellemrum kaster sig uroligt rundt i sengen. Det er nyt. Hvor får han pludseligt kræfterne fra? I adskillige dage har han bare ligget stille. Han er urolig. Smerter eller mareridt? Eller dødsangst? Mon han registrerer at jeg er her? Jeg retter lidt på dynen, fugter hans mund og sætter mig på stolen ved siden af sengen. Jeg giver hans hånd et klem i håb om at han endnu kan mærke at nogen bekymrer sig om ham. Sidder der længe, bare med hans hånd i min. Jeg fornemmer, det giver ham lidt ro. Det virker som om han sover nu. Jeg går ned i dagligstuen og tænder fjernsynet. Der er intet på denne tid af døgnet. Porno på en kanal, "Skadestuen" på en anden. Zapper forbi flere, hvoraf de fleste bare viser sne. Standser ved Animal Planet. Ikke egentligt noget at blive klog af, men det giver da lidt liv i en stille nat.
Klokken nærmer sig tre, hvor jeg godt kan give Mertzen ketogan sub. Men jeg tager lige min midt-nat runde først. Der er to der skal vendes hernede på første, og en der skal skiftes på anden. Derudover skal jeg bare sikre mig, at der er ro overalt og at intet usædvanligt er at bemærke. Møller har ikke ringet i næsten en time. Kan det virkeligt tænkes, at hun sover?
Jeg slutter runden af på stue 27. Vender Svend, og giver ham ketoganen. Han vejer næsten ingenting. Jeg sætter mig atter hos ham og tager hans hånd. Jeg er træt nu. Der er et par timer her sidst på natten inden morgenrunden, hvor jeg ikke orker meget andet end lige at holde mig vågen. Det mest hensigtsmæssige , finder jeg,, er at give Mertzen så meget tryghed, jeg kan. Jeg sidder og halvblunder lidt. Sover ikke, men nyder at sidde med lukkede øjne. Lige netop så meget vågen at jeg kan høre klokkerne og ellers lige registrere, hvad der sker omkring mig.
Der er nok gået en halv time, da jeg mærker, at Svend rejser sig op i sengen. Jeg ser på mit armbåndsur. Det viser 3,43. Jeg er målløs. Det har han da ikke kræfter til. Men så kommer jeg til at se på ham. Rædsel står malet i ansigtet. Så falder han sammen med et suk. Jeg føler mig skræmt. Aner et øjeblik ikke, hvad jeg skal gøre. Men så går det op for mig, at han er død. En sær uhyggelig fornemmelse breder sig i min krop. En mental dødsstivhed. Jeg står lidt og betragter ham. For at komme til mig selv og for at være sikker på, at han er død. Hvad er det så lige, man gør? Nå, ja. Er der nogen, der skal underrettes? Jeg har jo hans journalbog her. For en sikkerheds skyld checker jeg. Men der er ingen, der skal kontaktes. Hvis der havde været, havde de vel også været her nu, så de kunne tilbringe de sidste dage og timer sammen med ham.
Min lammelse er så småt ved at fortage sig. Jeg henter to poser på skyllerummet, en til privat- og en til institutionstøj. Er på vej ud på gangen, men husker lige, at jeg også får brug for en pose til affald.
Vender tilbage til stue 27. Egentligt burde jeg bruge handsker, når jeg gør en død i stand, men jeg har svært ved at se forskel på den person, jeg gennem uger, ja måneder har passet, og ham, der nu ligger livløs.
Åh nej. Nu ringer Møller igen. Selvom det i grunden er imod reglementet, beslutter jeg mig for at lade hende vente. Teoretisk set kan det jo være noget vigtigt, hun ringer om. Men jeg kender hende. Muligheden er hypotetisk. Jeg går ned til hende, når jeg har gjort Mertzen i stand.
Jeg finder pænt tøj i skabet. Han har heldigvis et sort jakkesæt. Det gør det nemt at vælge. Og en hvid skjorte naturligvis. Lægger det hele frem.
Så klæder jeg ham af. Vasker og barberer. Ups. Der fik jeg skåret hul. Presser et stykke toiletpapir på for at standse blødningen. Nu er han pæn. Så får han ligklæderne på. Det er ikke svært, når han lige er død. Skifter til sidst sengetøj. Lægger et rent lagen over ham. Så, nu ligger han smukt, Mertzen. Det er uger siden, jeg har set ham så fredfyldt. Mødet med ham har været præget af nedsat funktionsevne og voldsomme smerter. Men intet af det er at se på ham nu. Jeg kan ikke lade være at tænke, det er en skam at Svend Mertzen forsvandt med pinen og svækkelsen. At han ikke skulle få lov at opleve sig selv i denne stund af dødsstilhed. Smiler lidt for mig selv ved tanken. Ingen får lov at overvære sin egen begravelse.
Rydder op på stuen. Tager poserne med linned og privattøj med tilbage til skyllerummet. Henne i dagligstuen står en buket tulipaner. De skulle have glædet de levende. Men jeg behøver dem til den døde. Jeg ville gerne have tændt et stearinlys og stillet det i vinduet. En slags fjerde maj gestus. Befrielse. Men det går jo nok ikke an at gå fra et tændt stearinlys. Pyt, jeg stiller det da bare i en stage og undlader at tænde. Idiotisk påfund. Men jeg kan ikke lade være.
Jeg må også lige ned på depotet og finde en tåseddel. Skriver med sort tusch "S. Mertzen". Det er det sidste jeg mangler. Tager den med op på anden, og fæstner den på hans tå. Så er jeg færdig. Færdig med Svend Mertzen. Jeg kaster et sidste ømt blik på ham, inden jeg går ud og låser døren bag mig.
Kl. er blevet over halv fem. Det er næsten tre kvarter siden Møller ringede. Jeg må hellere gå ned og se om hun sover. Allerede ude på gangen kan jeg høre at det gør hun ikke. Jeg kan ikke gætte hvad hun rumsterer med. Havde hun ikke ringet, ville jeg bare være gået forbi, tilfreds med at vide at hun var i live og frisk nok til at være aktiv. Jeg ser ikke min egen rolle som entertainer. Bedst havde det været, om hun sov. Det næstbedste, at hun holder sig på sin stue og ikke forstyrrer andres nattesøvn. Ved at gå ind til hende, kan jeg være med til at holde hende vågen.
Nå, hun har ringet. Og kan huske det. Ingen tvivl om det. Selvom det er mere end en halv time siden.
Da jeg kommer ind, ligger hun i sin seng og græder. Jeg bliver helt forlegen. De fleste nætter har jeg slet ikke lejlighed til at forholde mig til beboernes humør. Kan også godt forholde mig til, at Møller er sur. Men hvordan tackler jeg at hun er ked af det?
Hvorfor kommer du først nu?
Jeg kan jo ikke sidde hos dig hele natten, Møller.
Jeg har været så ensom og bange.
Jeg sætter mig på sengekanten og lægger en arm om hende. Hun trykker sig ind til mig. Jeg føler på en gang almagt og afmagt. Det første fordi jeg åbenbart har det der skal til for at give tryghed. Det sidste, fordi hun klart behøver mere end mine ressourcer rækker til.
Det er så godt, at du er her.
Hun er en helt anden end den Møller der for et par timer siden skældte stol, rollator og mig hæder og ære fra.
Er Mertzen død?
Det giver et gib i mig. Hvordan i alverden kan hun vide det? Hun har bare styr på alt på afdelingen. Normalt diskuterer jeg ikke andre beboere med nogen. Men jeg kan jo ikke godt benægte fakta. Hun får det alligevel at vide i morgen.
Ja, han er død.
Han havde mange smerter?
Ja, det havde han.
Det er lige så slemt at have ondt i sjælen som i kroppen.
Jeg ryster på hovedet ad hende. En prøvelse for alle, men dum er hun nu ikke.
Havde du en god barndom, Møller? Jeg tror, jeg spurgte, fordi hun mindede mig om et barn, som hun lå der og trykkede sig ind til mig.
Ja, jeg havde det godt. Det var først senere, det gik galt.
Hvad var det, der gik galt?
Jeg var tyskertøs.
Jeg regner hurtigt tilbage. Hun må have været 16 i 1945. Grufulde billeder om offentlig afklædning og hårafklipning træder frem på nethinden. Voldsomt for en pige på 16. Nu kan det jo være, at netop hun er blevet forskånet for nogle af de begivenheder, som jeg har fået berettet fra krigens sidste dage. Men så kan der være foregået andet, som jeg end ikke har fantasi til at forestille mig.
Hvad hed han?
Heintz.
Hvorfor tog du ikke bare med ham til Tyskland?
Jeg kendte ham ikke, da krigen sluttede. Jeg fik et barn med ham i 1944, men fik ikke lov at beholde det.
Jeg bliver mere og mere rystet.
Hvad skete med barnet?
Jeg ved det ikke. Bortadopteret. Jeg ville ikke af med det. Men jeg var jo mindreårig. Mine forældre skrev under. Jeg så det aldrig. Det blev taget fra mig umiddelbart efter fødselen. Jeg måtte ikke engang vide om det var en dreng eller en pige.
Men de kunne da ikke hindre dig i at se Heintz?
Jo, de kunne. Jeg blev sendt til Århus.
Men der var du vel også beskyttet, og det hele var glemt, da krigen sluttede?
Jeg har aldrig glemt mit barn. Heller ikke Heintz. De andre glemte heller ikke. Sådan noget bliver aldrig glemt.
Men du var jo i Århus i maj 1945?
Det var der også andre der var. Jeg ved ikke hvem, men nogen angav mig. Man kan ikke løbe fra sin fortid. Aldrig. Det forfølger dig resten af livet. Det var ganske forfærdeligt.
Fortrød du, at du havde kendt Heintz?
Aldrig. Man kan ikke fortryde, at man elsker.
Men du fortryder vel barnet?
Både ja og nej. Det blev sat i verden for tidligt, ja. Men en mor kan aldrig ønske sit barn ufødt. Det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke gjorde et eller andet, så jeg undgik at man tog det fra mig.
Hvad kunne du have gjort?
Ved det ikke.
Du fandt aldrig en anden mand?
Nej, Heintz var min mand. Der kan aldrig blive nogen anden.
Vi sidder lidt i tavshed. Det vil sige, jeg sidder på sengekanten. Møller halvt sidder, halvt ligger, lænet op mod mig. Det er et af de magiske øjeblikke, hvor man får lov at komme ind under huden på en beboer. Hun er mere rolig nu.
Min bipper kalder igen. Det er Larsen. Nej, er klokken så mange? Det er tid til hendes toiletbesøg. Og jeg er også nødt til at gå i gang med min morgenrunde med medicingivning og bleskift.
Jeg må gå nu, Møller. Prøv om du kan sove lidt. Jeg lægger hende nænsomt tilbage på hovedpuden og putter dynen omkring hende. Så gør jeg noget, jeg ville have forsvoret at jeg kunne få mig selv til: Jeg kysser hende på panden.
En time senere kommer dagvagten og tager over. Endnu er nat er gået. Fyldt af især to beboere, den ene bange for døden, den anden for livet. S. Mertzen er død. Smerten lever videre
