13 søndag efter Trinitatis
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28
Endnu engang er temaet for søndagsprædikenen: ”Hvem er størst og mest indflydelsesrig?”
Jeg så engang en klokkestreng lavet til et bryllup. Der stod bl.a. ”Den der rører vuggens gænge, skal også styre verden længe”. Hermed menes nok ikke den moderkærlighed, der vil anbringe sønnerne på de mest betydningsfulde pladser i Himlen, men den stilfærdighed trofasthed der usynligt for offentligheden dag efter dag udfører de nærliggende pligter, der resulterer i at børnene senere i livet klarer sig godt.
Nu er det jo ikke os alle, der har hjemmeboende børn. Men vi kender alle mennesker, der ved fornøden kærlighed os omsorg kan vokse til at udfylde deres plads i livets store puslespil. Ikke mange vil bemærke de små ting du gør som tjener for samfundets oversete. Men Gud ser din trofasthed og resultatet af din indsats vil langt overstige betydningen af de kendtes gerninger.