2. Søndag efter Trinitatis

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

Eksemplerne med manden, der ville bygge et tårn, og kongen der drog i krig er omgivet af ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor” og ”Den der ikke giver afkald på sig selv og sit eget”. Det er altså det, Jesus vil sige noget om med eksemplerne.

Det er indlysende galmandsværk at påbegynde et byggeri, man ikke har økonomi til at færdiggøre. Ja, og det er direkte tåbeligt hvis et lille land land erklærer en supermagt krig. Lad os bare sige, at lille Danmark ville erklære USA eller Rusland krig. Nej vel, så tåbelige er vi ikke.

Men lige så tåbeligt er det at ville være en kristen uden at forstå, hvad det indebærer. Der er en lille sang med et vers ”At tro, det er at slippe sin egen herlighed, og fly til Nådens klippe, til Jesu kærlighed”.

Man møder faktisk ”kristne” der er meget selvretfærdige. I enhver konflikt med andre mennesker, er det dem, der har ret og medmennesket, der har uret. Der er kristne, der vil bruge kristen-navnet til at vinde ære og indflydelse. Men det er totalt misforstået.

At ville være en kristen vil sige at indrømme, at man selv indeholder mindst lige så meget ondt som godt. Det får den konsekvens i forhold til Gud, at man erkender, at det kun er hans nåde, der giver adgang til Himlen. Men det har sandelig også konsekvenser i forhold til andre mennesker. Vi er nødt til at kvæle den der lille stemme der bliver ved med at hviske: ”Jeg har mere ret end dem. Jeg er en lille smule bedre end dem.”