5.søndag efter Påske


Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11


Det her er simpelthen intet mindre end et nøglemoment i verdenshistorien!


Alle der har prøvet at stå ved en kiste, der indeholder en, der stod dem nær, kender følelsen af, at himmel og jord mødes. Fortid, nutid og fremtid samles i et brændpunkt..


Og nu er det Jesus, der står her på tærsklen til døden. Hans egen død. Han ser ind i evigheden og tilbage på den tid han har haft på jorden. Og konklusionen er: Evigheden er ikke bare tid, der ligger foran. Evighed er at kende den eneste sande Gud. Selv har han bidraget til at vi mennesker kan kende Gud. Hans liv og død var og er åbenbaringen af, hvem Gud er.


I dag er det et aktuelt brandvarmt diskussionsemne om der er andre veje til Gud end Jesus. Jesus besvarer spørgsmålet her: Menneskene var Guds, men Gud gav Jesus magt over alle mennesker for at HAN kan give evigt liv til dem, Gud har givet ham. Det er altså Jesus, der kan give evigt liv. Og ingen anden! Så burde den diskussion være lukket!


Jesus siger endvidere: ”Jeg beder ikke for verden, men for dem du (Gud) har givet mig.” Det er en filosofisk diskussion, der falder uden for rammerne af denne prædiken, hvorfor det kun er en del af menneskeheden, der er givet Jesus så han kan frelse dem. Kun vil jeg med udgangspunkt i andre Jesu-ord hævde, at ethvert menneske, der VIL være en del af Jesu flok også KAN blive det. Og så er han eller hun også omfattet af Jesu bøn her: ”Far, hold dem fast.” Vi ved kun alt for godt, at vi ikke selv formår at holde fast i frelsen, men vores erfaring er, at GUD holder fast i os.


Jesus beder ikke for verden. Han beder ikke for dem, der ikke vil frelsen i ham. Det nytter ikke noget. Verden går sin skæve gang. Den vil ikke Gud. Og så får den lov at leve uden. Men dem, der VIL Jesus, dem beder han for. Det gjorde han dengang i Gethsemane og det gør han den dag i dag. I Himlen. Derfra hvor han hvert øjeblik ser dit liv. Ser dine glæder og sorger. Fordi han ser alt hos dig, ved han også præcist hvad han skal bede om for dig og dit liv.