9. Søndag efter Trinitatis

Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Luk 18,1-8

Det her er i grunden en sjov lille beretning. Og mon ikke Jesus faktisk har fortalt den med et smil på læben? Når vi taler om Gud er det tit med en næsten unaturlig alvor, der let kommer til at løsrive det med Gud fra det liv, vi ellers lever. Men sådan skal det ikke være. Livet med Gud skal jo netop være rygraden i det liv vi lever her på jorden.

Hvem kender ikke til et rigtig besværligt menneske? Hende vi ALDRIG slipper af med, hende der BLIVER VED at rende os på dørene. Sådan et kvindemenneske var der i en by, og dommeren i den by havde aldrig fred for hende. Hun VILLE have sin vilje. Og til sidst gav dommeren efter for hende. Bare for at få fred: Du får ret og jeg får fred.

Jeg tror ikke, Jesus vil have, vi skal være sådanne plageånder, og jeg tror ikke, han mener, at Gud er en, der giver os vores vilje for at slippe for at høre mere på os. Men jeg tror, Jesus vil sige, at hvis noget sådant foregår blandt mennesker, så vil Gud også give os det vi beder om, hvis vi bare udviser lidt af den ihærdighed, enken præsterede.

Jeg er bange for at vores bøn tit mest ligner strøtanker. At vi når vi sætter os til at bede, siger til os selv: Nå hvad skal jeg nu finde på at bede om i dag. Men Gud ønsker engageret bøn. Han vil at vi tager vort liv og vor tjeneste for medmennesket så alvorligt, at vi faktisk har ØNSKER at bringe frem for ham. Og han vil, at vi tager ham tilstrækkeligt alvorligt til at vi forventer at han både kan og vil gøre det, vi beder ham om at gøre for os.