Pinsedag

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21

Nøgleordet i pinsedags tekst må være ”mine bud”. Forudsætningen for at få del i løftet om at modtage en talsmand (læs: Helligånden!) synes nemlig at være, at vi holder Jesu bud.

Umiddelbart, når vi hører ordet ”bud” tænker vi straks at det nok er en masse krav a la De ti Bud. Heroverfor står den teologiske tradition, at vi i Den nye Pagt ikke er forpligtet på at overholde nogen bud.

Jeg tror, sandheden ligger et sted midt imellem. Jesus siger jo ”Faderen og jeg, vi er et”. Derfor bliver Faderens bud på en måde også Jesu bud. Men alligevel er der jo en forskel mellem den gamle og den nye pagt. Således siger Jesus også: ”Mit bud er, at I skal elske hinanden”.

Jeg tror, Johannes har fat i noget af det rigtige, når han siger: ”Mørket viger og det sande lys skinner” (1. Joh. 2.8). Der hvor vi lever i Guds lys, ved vi uden at hænge os for meget i enkelte lovbud godt, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men vælger vi at leve i mørket, kommer vi let til at vælge det forkerte, der er imod Guds vilje og imod Jesu Ånd.

På den baggrund må vejen til at modtage Helligånden være, at vi konstant søger ind i Guds lys for at få klarhed over, hvad der er op og hvad der er ned i tilværelsen. Gør vi det, vil Jesus svare igen ved at give os Helligånden, der kaster lys over livets mysterier.