Store Bededag



Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matt 7,7-14



Engang for meget længe siden var der adskillige bededage i Danmark fordelt ud over året. Det var der fordi man havde en klar forståelse af, at det er Gud der holder vores skæbne i sin hånd. Og hvad var derfor mere naturligt end at man indviede specielle dage med det formål at mennesker skulle gå i bøn til den almægtige skaber og opretholder af livet.


Men ak, så skete der det, at mennesker tog deres skæbne i egen hånd. Man lod hånt om, hvad den gode Gud mente om vores livsførelse. Ja, man anså det ligefrem som tidsspilde at misbruge tiden på at bede. Man skulle hellere arbejde. Arbejde på at opbygge sig en bekvem og tryg tilværelse. Derfor samlede man sidst i 1700 tallet alle de der bededage i en stor bededag.


Men også Store Bededag bruges nu til alt muligt andet end at bede. Selv hvis vi erkender, at det ER vigtigt at bede til Gud, kan det være så svært at finde tid til at bede. Det er i alt fald sådan vi oplever det. At se fjernsyn kan vi få tid til. Og læse ugeblade. Men at bede, det har vi ikke tid til. Vi skal jo foretage os så mange ting, som vi finder mere nyttige end at tilbringe tid sammen med Gud.


Men prøv så lige at læse dagens prædiketekst igen. For hvis vi ikke beder går vi glip af nogle vigtige løfter angående os og vore liv: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så åbner Gud døre for jer.

Jeg tror , vi lige skal tænke os om en gang mere og overveje hvad der er vigtigt og nyttigt. Martha havde travlt med uhyre mange nyttige ting. Og vi har brug for rigtig mange nyttige Marthaer. Men Maria havde valgt den gode del. Hun ville alerhelst sidde ved Jesu fødder og lytte til ham.