1. søndag i advent

Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30

Der er tekster i Bibelen, man næsten ikke nænner kommentere. De er så smukke, som de står. Man kan være bange for at gøre vold på dem ved at tilføje noget. En sådan tekst har vi her.

Situationen er næsten grotesk: Gud selv kommer ind i synagogen i menneskeskikkelse og giver sig til at udlægge en profeti fra Esajas. Men det kan tilhørerne slet ikke forholde sig til. De vil hellere høre en teoretiseren af teksten. Som de er vant til fra deres teologer. Men Jesus kan ikke teoretisere. Han er jo selve livet.

Sådan er det også i dag, når vi læser denne tekst. Det er vold at teoretisere. Vi må tage ordene for pålydende. Eller lade dem ligge: I dag er disse ord gået i opfyldelse. Der er godt budskab til fattige, der er frihed for fanger, blinde ser, de forkuede gives frihed. Kort sagt: Dette er et nådeår fra Herren.

”Amen”, kunne man så fristes til at sige. Men jeg er ikke sikker på, at du har forstået det endnu. Så jeg vil lige tage den en gang mere: Gud er kommet til dig for at give dig frihed. Frihed fra alt det, der binder dig. Også frihed fra det, verden og Satan gerne vil kalde frihed, men som i virkelighed binder og forblinder. Jeg kunne nævne bundethed til rigdom og materiel velfærd. Bundethed til egoisme og selvcentrerethed. Bundethed til ærekærhed. Ja listen er lang over det, der kan binde og forblinde mennesker.

Har du fattet det? Ellers må du bede Gud give dig ører at høre med.