2. søndag efter Hellig tre Konger

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Joh 4,5-26

Beretningen her er sådan set en rigtig god illustration af Jesu vanskeligheder, når han skal tale med mennesker om himlen. Jesus taler nemlig om den virkelighed, han kender rigtig godt, nemlig Guds virkelighed. Men den virkelighed er rigtig vanskelig at kommunikere til mennesker, der kun har livet på jorden som referenceramme.

Jesus taler om livets vand. Vand, der gør, at man ikke mere tørster, når man har drukket det. Lad det være sagt med det samme: Selvom jeg mener at have både erfaring og indsigt i kristendommen, er jeg ikke helt sikker på, at jeg fuldt forstår, hvad Jesus mener, når han taler om livets vand. Men jeg er sikker på, at det hverken er vrøvl eller meningsløse billeder. Når Jesus taler om et sådant vand, så findes det. Vi går nok ikke galt i byen, hvis vi ser det som et billede på Helligånden, men der er helt sikkert noget mere fysisk konkret i det. Der findes nok i Himlen vand, der slukker tørsten en gang for alle. På linje med livets træ i Edens have, hvis frugt sikrede at nyderen aldrig skulle dø. Ellers ville Jesus aldrig have udtalt sig som han gør her.

Men den samaritanske kvinde tænker slet ikke himmel. Hun tænker straks i egen kortsigtet vinding: ”Tænk, hvis jeg kunne få noget vand, der gør at jeg ikke behøver rende her ud til brønden hver eneste dag.” Sådan er der mange mennesker, der har det også i dag: Hvis de ikke umiddelbart kan bruge Gud og hans gaver praktisk i deres hverdag, har det ingen interessere. Forestillinger om evigt liv og spørgsmål desangående bliver for abstrakt for dem. Det oplevede Jesus jo også, da jøderne det ene øjeblik hylder ham, og det næste øjeblik vil styrte ham ud over bjergskrænten, da det gik op for dem, at han ikke havde tænkt sig at bruge sine evner til mirakler på deres præmisser (Luk 4.20-28)

Episoden med den samaritanske kvinde sætter selve evangeliseringens problematik i fokus. Når vi går ud til vore medmennesker og fortæller om det liv, vi har fået i Jesus, aner de ikke, hvad vi snakker om. Senest er jeg blevet mindet om det via en diskussion i en avis om bogen ”Heaven is for real” ( på dansk: ”Himlen er virkelig”). At en fireårig knægt kortvarigt har oplevet at blive bortrykket til himlen overbeviser ikke en moderne dansker, der frimodigt svarer: ”Ingen tager et menneske alvorligt, der hævder at have haft syner af lyserøde elefanter. Hvorfor skulle vi så tage nogen alvorligt, der hævder at have haft syner af Gud?”

Og hvor godt kender vi ikke argumentet fra mennesker, vi kender: ”Hvis Gud ikke kan/vil give mig det, jeg vil have, så gider jeg ham slet ikke.” Så kan vi tale så meget, vi vil om frelse og evigt liv. Det er bekvemmelighed her og nu, mennesker efterlyser.

At det overhovedet skal lykkes at bryde igennem menneskers kortsynede selvcentrerethed er lidt af et mirakel. Men det lykkedes for Jesus med den samaritanske kvinde. Og vi oplever jo også, at det ind imellem lykkes i dag, når vi præsenterer mennesker for frelsen i Jesus.