2. søndag i advent

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt 25,1-13

Denne tekst handler om forventning, som hele adventstiden handler om forventning. Vi glæder os og forbereder os til den kommende julehøjtid. Men vi gør mere end det: Vi ser frem imod, at den Jesus, der blev født i Bethlehem, og som senere blev korsfæstet og genopstod, og som derpå steg op til Himlen, skal komme tilbage på samme måde, som disciplene så ham forsvinde op i skyerne.

Hvis det hele var endt med påsken, ville det hele have været lidt udsigtsløst. Så ville de få ret, de der narrative teologer, der mener, at det hele handler om fortællingen, og at det dybest set kan være lige meget om de bibelske begivenheder faktisk har fundet sted.

Men Jesu bortgang til Himlen er kun en parentes. Han kommer tilbage for at genoprette det mislykkede og det, der er fordærvet og ødelagt af synd. Det er altså det, vi venter på.

Den venten kan sagtens sammenlignes med den bryllupsskik, man havde i Israel med at brudejomfruer venter på brudgommen. Og det er os, der venter på Jesu genkomst, der er brudejomfruerne.

Jomfruerne havde deres olielamper. Det er de ydre rammer. Man kan sige at det kan være vore gudstjenesteformer. Eller for den sags skyld traditionerne omkring jul. Men olien, det er alt det, der giver det hele liv. Hvad er en olielampe uden olie? I Bibelen bruges olie også som metafor for ånd.

Her er det så, vi må råbe vagt i gevær. Vi skal passe meget på, at vi ikke omgiver os med tomme ritualer og traditioner. Lad os igen tage julen til eksempel. Jeg tror, der er mange der oplever, at julen bliver blæst op til noget stort. Når det hele så er overstået, sidder man tilbage med en tom fornemmelse: Var det det hele? Jeg tror det er det, der kan menes, når man har talt om ”julesorg”.

Hvordan undgår vi så den skuffelse. Jo, mit forslag er, at vi skruer lidt ned på de ydre rammer for vores jul. Skruer ned for juleræset. Og så bruger vi lidt mere tid på at søge Gud, så det bliver ånden, der fylder vores jul.