4. søndag i advent

 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Joh 3,25-36

Der har til alle tider eksisteret guruer. Det ligger nemlig dybt i mennesker, at de vil have en person at efterfølge. Det enkelte individ er så usikker i eksistentielle spørgsmål, at det har brug for at kunne kaste sin tillid på et medmenneske, der har styr på de dybe spørgsmål om liv og død, der ellers ikke er så nemme at tackle. Vi kalder den slags mennesker for karismatiske personligheder.

Det er godt og nødvendigt, at vi har den slags mennesker, der tør tage ansvar både for sig selv og for andre. Det er nok dem, der har den nådegave ”at være hyrder”. Har du den nådegave skal du takke Gud for den, og bede ham hjælpe dig med at forvalte den. Der er nemlig nogle store faldgruber indbygget i den funktion.

Den største faldgrube er, at du begynder at nyde den magt, du har over andre menneske, det at du fornemmer, at de ser op til dig.

Men her er Johannes et godt forbillede. Han var om nogen en karismatisk personlighed, der fortalte mennesker hvad de skulle tro og hvordan de skulle leve. Men han søgte aldrig magten. Kernen i hele hans tjeneste, i alle hans ord var at pege på ”ham der kommer fra Himlen”. På Jesus. Jeg er lige ved at sige, at det er nødvendigt at en kristen leder søger ydmyghed i endnu højere grad end alle andre. Ellers bliver han let andres gud. Og sin egen.

Her i adventstiden peger vi på en særlig måde hen til ham, der kommer. Ham, der kom til Bethlehem i julen, ham der engang skal komme tilbage fra Himlen for at gøre alting godt, ham der kommer til ethvert menneskes hjerte, der vil åbne sig for ham. Men idet vi peger på ham, må vort valgsprog altid med Johannes være: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”.