Juleaften

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

De ord stod hver jul skrevet med grankogler limet på hvidt papir hen over korbuen i min barndoms kirke. Det var skolelæreren, der også var kordegn og kirketjener og ringer, der var mester for det. Det vil sige, som voksen har jeg læst en af skolelærerens sønner skrive i en bog, at han har hjulpet sin far med at fremstille og forny værket.

Som barn faldt det mig aldrig ind, at et sådant mesterværk er blevet fornyet, men det er det selvfølgelig blevet fra tid til anden; ellers ville det hvide bordpapir bagved i årenes løb gulne, og der ville opstå andre tegn på forældelse. Men som sagt, i min begrebsverden forkyndte de samme kogler på det samme bordpapir i alle de år, jeg boede hjemme, at nu var det jul.

Siden hen har mit liv været mindre statisk og mindre forudsigelig. Jeg har holdt jul mange forskellige steder og under rigtig mange forhold og omstændigheder. Jeg har også været til julegudstjeneste i forskellige kirker. Men en ting har aldrig ændret sig. Og det er »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Og hvor er det godt, at de ord stadig står ved magt og har gyldighed. Hvis Guds ære og Guds velbehag havde ændret sig med mit liv og mine omstændigheder, havde der ikke været meget at fejre jul for. Men Guds ære står fast, og det gælder altid, hvor jeg end måtte være, at der er julefred, hvis jeg har Guds velbehag.

Og hvordan kan jeg så være sikker på, at jeg har det? At jeg har Guds velbehag? Det kan jeg ene og alene, fordi Gud valgte at blive menneske. Fordi Gud har betalt regningen for mig. Hvis Gud havde været Gud og jeg havde været menneske, havde det stået grimt til med mig. Men nu valgte Gud altså at blive menneske for at jeg gennem ham og på grund af ham kan blive guddommelig.

Er det store ord? Ja, det er det i sandhed. Rækkevidden af dem får det også til at svimle for mig. Når jeg rigtigt tænker over dem, kan jeg let blive grebet af samme forvirring, som den der må have grebet hyrderne ude på marken, da nattehimlen pludseligt blev oplyst af en flok engle, der sang julesalmer.

Men jeg tror, jeg vil gøre, som hyrderne. De fulgte englenes opfordring og skyndte sig til Bethlehem for at dvæle ved den krybbe, hvor Himlens almægtige Gud lå i skikkelse af en nyfødt baby.