Sidste søndag efter Hellig tre Konger

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33

Ordene i denne uges prædiketekst er tankevækkende: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”. Med det menes, at han skal spottes og dø på et kors. For hvis ikke kornet bliver lagt i jorden og dør, kan intet nyt liv vokse frem!

Gennem lidelse og død fældes dom over denne verden og dens fyrste (Satan). Det er værd at huske på, når vi lider, når martyrerne lider, når kirken lider.

Det er så naturligt for os at tænke på herlighed som glimmer og medgang. Men sådan er det ikke. Gennem glimmer og medgang styrkes Gamle Adam, der har kurs mod fortabelsen. Gennem lidelse vokser det nye menneske frem. Og han har kurs mod himlen.

Derfor: Sig tak under alle forhold. Gud ved, hvad han gør. Også når noget gør ondt i dit liv.