Den sidste rejse



Højtalerne skratter på stationen: 

Togdriften er indstillet mellem Roskilde og Høje Tåstrup på grund af personpåkørsel. Vi henstiller til passagererne, at man finder en bus til den videre rejse."


Engang havde han forestillet sig, at skulle slutte livet gammel og mæt af dage. Men nej. Nok var han ingen grønskolling, men heller ikke gammel. Mæt duer ikke, snarere træt. Forædt? Bare der dog havde været et ord for forgiftet, der rimede på mæt. Tænker han, mens han traver ud ad sporene.

Fortrudt? Havde han prioriteret sit liv anderledes, ville det så stadig være endt i et blindspor? Han havde altid ment, at enhver er sig selv nærmest, og det havde faktisk ofte vist sig at være en god leveregel. Man kan ikke komme frem i verden, hvis man er for blødsøden. Og frem i verden, det var han kommet. Berømmet og beundret.

Men hvorfra var så tomheden kommet? Han havde opnået næsten alt, hvad han havde ønsket sig. Spist af alle lækre retter, livet havde tilbudt ham. Alligevel var han aldrig blevet rigtig mæt. Han havde smagt på det hele, men nu forekom det ham, at der ikke var mere at smage. I hvert fald ikke mere han havde lyst til at smage. Fortrudt? Slut!


Leif glæder sig til fyraften. Han har været i Lindholm og er nu på vej tilbage. Det er en lang arbejdsdag. Når han kommer til hovedbanegården, skal det gøre godt, at komme hjem til Lise. De har et godt liv sammen. Måske fordi egoismen aldrig har haft en chance i deres forhold. Hvis de nogensinde har været uenige om noget, skulle det da lige være, hvem af dem, der er mest betydningsfuld. Det er ikke på skrømt, når begge mener, den andens kvaliteter overstråler deres egne. Leif kan ikke lade være at smile. Deres lykke skyldes nok selve det, at ingen af dem føler trang til at komme frem i verden på andres bekostn.....

Han bliver brat bremset i sine tanker. Foran på sporet dukker en skikkelse op. Et spøgelse, der står med udbredte arme. Han når ikke at bremse andet end sine tanker, før det er for sent.


Nu sker det, nu er det slut..... Han holder vejret, idet lokomotivet rammer ham..... mærker ikke smerten..... mærker ikke noget før..... underligt..... det skulle have været mørkt, det skulle have været slut, men nu bliver han fra et sted over toget iagttager til, hvordan dets bremser hviner, hvordan hans døde krop bliver smadret til atomer nede på skinnerne. Han ser lokoføreren og togføreren og flere andre komme ud fra toget. Han ser lokoførerens fortvivlelse over endnu engang at være blevet offer for en påkørsel.... så suges han ind i tunellen af lys........

Han ser sit liv passere revy, og det er ikke alt, han ser, han bryder sig om...... handlinger, prioriteringer........ Mens han suges længere og længere ind i lyset, skratter højtalerne på Roskilde station: 

Togdriften er indstillet mellem Roskilde og Høje Tåstrup på grund af personpåkørsel. Vi henstiller til passagererne, at man finder en bus til den videre rejse."