Snøfter mødre i Himlen?



Uden for går vagterne frem og tilbage. De burde vist nok have været her inde, men han har mindeligt bedt dem om at lade ham være alene. Vist nok ikke sådan, det plejer at foregå, men det mangler da bare. Alt det fis med en sidste cigaret, som man kender fra billige westerns, -skulle man så ikke kunne få lov at være alene i sine egne tanker?

Det havde slet ikke været hans mening, at det skulle ende sådan. Hun burde slet ikke have været i butikken på det tidspunkt. Det havde været næsten nat og mørkt derinde, så det burde have været en rutinesag. Bare lige at hente pengene fra skabet, og så forsvinde igen lige så stille.

Mon det gør ondt? Forhåbentligt er det hurtigt overstået. Var der ikke noget med at guillotinen blev opfundet for at sådan noget kunne foregå på en human måde? Og at man så senere havde fundet ud af, at hele kroppen gik i chok, når den ramte? Men det er der selvfølgelig ingen, der har kunnet bekræfte. Hovedløst.....

Hvad med hende? Havde det gjort ondt? Nej, hun opdagede nok slet ikke, hvad der foregik. Det hele var gået så hurtigt. Hun havde bare stået der.... og så havde hun ligget der.... og så var han løbet.... og så... uden penge....

Det ligner et spejl. Han ved godt, at det ikke er. Der sidder nogen derude bagved. Eller står de mon op? Han har faktisk aldrig selv set sådan et rum. Hvad mon de tænker? Har de ondt af ham, eller er de fyldt af hævngerrighed? Nok mest det sidste.

På en måde havde det været et held, at politiet var kommet før pøbelen. Ellers havde de slået ham ihjel. Lynchet ham. Det var et lille samfund. Og som narkoman var det ikke første gang, han havde været på kant med loven. Man var jo bare nødt til at skaffe til det næste fix. Og alle i den lille by havde instinktivt vidst, at det var ham. Endnu før politiet var mødt op havde han fornemmet, at de vidste det. Den måde, de så ham an på, når han gik ned gennem byen.

Han havde forsøgt at skubbe det væk. Ladet som om det ikke var ham, der havde gjort det. Ikke over for dem, selvfølgelig. Jo, også det da. Men mest over for sig selv. Han havde hele tiden fortalt sig selv, at det nok var noget han havde drømt. Sagt, at han bare hallucinerede i sin rus.

Han kigger op på uret over spejlet, som han godt ved, ikke er noget spejl. Der hvor han forsøger at bilde sig selv ind, der ikke er øjne. På samme måde, som han havde sagt til sig selv, at det ikke var ham, der havde gjort det. På samme måde som han havde fortalt sig selv, at der nok slet ikke var sket noget. Hvor lang tid går der mon, før de kommer med sprøjten? Den store viser viser 9. Der er faktisk kun gået lidt mere end to minutter. Det føles som en evighed. Nej, det føles, som om tiden farer af sted. Det føles som... 

Hvad sker der mon bagefter? Er der noget bagefter? Jo for dem derude er der selvfølgelig et bagefter, men hvad med ham selv? Vil de få fred i sindet, når de ved, han er væk? Vil han få fred i sindet? Vrøvl. Man har jo ikke noget sind bagefter. Eller har man?

Der lyder fodtrin på gangen. Er det nu? Han forsøger at rejse sig, men remmene holder ham fast. Han vil flygte. Som han har villet så mange gange. Før anholdelsen. Gennem de forløbne 24 måneder. Fra sin celle, men også fra sig selv. Vil det blive en udfrielse, når det her er overstået? Fra dødsgangen. Fra den plagede samvittighed? Fra bevidstheden om at alle hader ham? Eller gør de nu også det? Hader ham? Måske er det bare noget, han tror. Fordi han hader sig selv. Jo, han har læst aviser. Det, journalisterne skrev... læserbrevene...

Udfrielse? Ja, men hvad hvis.... ? Nej, det vil han ikke tænke på... Men.....

Han har set hende græde så mange gange. Mor..... Det var, før han var blevet afhængig. Ja, også bagefter da. Først formanede og irettesatte hun. Men det var blevet mindre og mindre. Så kom den tid, hvor hun bare kiggede på ham med de der sørgmodige hundeøjne. Og så.... ja, den sidste lange tid havde hun bare grædt.

Hun havde troet på Gud. Den gamle nar. Han ville da ikke være til grin for sine kammerater. Så det med at slæbe ham i kirke var kun lykkedes, indtil han var blevet så stor, at han turde sige hende imod, indtil hun ikke længere kunne tvinge ham til noget som helst.

En enkelt gang havde hun besøgt ham i fængslet. Havde set på ham med de der ynkelige øjne. Men så var det, at han havde nægtet at tale med hende. Ja, og bedt hende om ikke oftere at vise sig her. Hun havde grædt, også da hun gik......

Og så, brevet fra skifteretten. Men hvad skulle han bruge hendes arv til. Latterligt. Som om, han kunne tage noget med, når han skulle herfra...

Men tænk hvis.... tænk, hvis det nu var rigtigt, det hun havde troet på, det hun havde villet have ham til at tro på..... Måske skulle han se hende igen på den anden side.... høre hendes snøften...... Nej altså, de hundeøjne. Han kunne ikke holde det ud. Snøfter mødre i himlen? Sludder. Selvfølgelig er der ikke nogen himmel.

Men hvis der er? Kommer narkomaner så der? Mordere? Nej, det vil han slet ikke tænke på.... det er jo bare hans mor, der....

Den dårlige samvittighed. Han har faktisk aldrig indrømmet nogen fortrydelse over for sig selv. Hvis der nu er noget bagefter, vil hun så også være der, hende butiksdamen? Men det havde jo slet ikke været med vilje. Og hun led ikke, det er han næsten sikker på.

Men hvad bagefter? Hvis hun nu er der, hvad skal han så sige til hende? Og mor? Og.. hvis der nu er en højere retfærdighed, kommer han så til at stå til regnskab for den?

Næsten indtil nu har det været nogenlunde nemt at holde alle mors prædikener fra livet... det er bare det... det at.. at det pludseligt er rykket så tæt på. Hvis det nu viser sig at være sandt? Så vil han snart finde ud af det.

Nej, det er ikke bare det, at han er bange for bagefter.. jo også det. Men det er under alle omstændigheder for sent at gøre noget af det om. Hans liv har slet ikke været noget at skrive hjem om. Men alt er for sent nu.

Trinene er standset op udenfor. Nogen åbner døren og kommer ind. Bare han dog havde kunnet se. Hvad er der sket. Hvorfor kan han pludseligt ikke se? I den elektriske stol får man hætte på, men det har han jo ikke. Panik? Hver en fiber i kroppen spændes. Nej, det må ikke være sandt. Det må ikke være nu. Han er ikke parat.....

Så mærker han nålen. Nej han mærker den ikke.. han … argghhhhhh.......