Der har netop i medierne været henvist til statistiske undersøgelser, der skulle godtgøre at religiøse mennesker er mindre intelligente end ateister.
Det vil altid kunne diskuteres, hvor pålidelige eller måske hvor tendentiøse sådanne undersøgelser er.
Men man kan da forestille sig, at meget intelligente mennesker har en tilbøjelighed til at ville tænke sig til livets dybeste sammenhænge, hvilket i sagens natur ikke er muligt.
Tag kærligheden for eksempel. Kan du tænke dig til den? Nej vel? Kærlighed er noget du får lov at opleve, hvis du er heldig. Den har meget lidt med intelligens at gøre.
På samme måde med livets dybeste mening. Den kan du heller ikke tænke dig til. Hvis du er heldig, kan du få lov at opleve den. Du kan være aldrig så intelligent og dog fortvivle over manglende mening i dit liv.
Det er med livs-mening som med kærlighed. For at finde den må du bruge andre sanser end tanken.
Jeg tror, mennesker er udstyret med en umiddelbar og naturlig evne til at erkende Gud. Men tit undertrykker vi den sans, fordi vi ikke ved hvad vi skal kalde den. Hvis jeg inde i mig selv ved, at Gud er der, synes jeg, at jeg skylder mig selv en forklaring på HVORFRA jeg ved det. Det er jo ikke gennem tanken. Heller ikke gennem følelsen.
Fra gammel tid har man opereret med begreberne. "det sande" "det gode" og "det skønne". En filosof i det tyvende århundrede foreslog at man hertil skulle føje "det hellige".
Skal jeg være ærlig, har jeg svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg tror på Gud. Vel fordi jeg bare ikke kan lade være. Uden at kunne argumentere for det VED jeg bare at Gud er der. Han har skabt mig og overfor ham står jeg til ansvar for mit liv.
Jeg VED også at Gud kom og kommer ind i min og vores verden i skikkelse af JESUS. Han kommer med forløsning og tilgivelse. Det betyder, at jeg ikke behøver gå så meget op i, når mine medmennesker roder rundt med og i deres liv. De har jo tilgivelsen i Jesus, - hvis de ellers vil tage imod den.
Moderne mennesker har en tendens til at bukke under for skyld og utilstrækkelighed. Jeg kan da også ind imellem føle at jeg ikke slår til. Eller ligefrem har en tendens til at handle imod det som jeg ved, er godt. Men så er det befriende at vide: Ved troen på Jesus er der tilgivelse for min kommen til kort.
Jeg VED også at Gud har givet mig en hjælp til at leve. Nemlig gennem den Helligånd, hvormed han støtter os i vores kamp for at erkende og leve rigtigt.
