Jeg rendte engang på en yngre pige, der gjorde sig meget lystig over, at hendes mor engang havde kendt en, der påstod, at hun havde mødt Jesus!
Jeg tror, det er sandt, at det er et udtryk, der ikke bruges så meget i dag; men jeg håber ikke, det er fordi, erfaringen af at møde Jesus er blevet sjælden.
Jeg har det selv sådan, at jeg kan tabe mål og retning i og med mit liv. Dette er ikke nogen rar oplevelse. Det er galt nok at besøge en moderne storby, og pludselig miste orienteringen, så man ikke ved, hvor man er eller hvor man skal gå hen. Men så kan man i det mindste spørge om vej og få hjælp. Men hvor skal man spørge om hjælp, hvis man farer vild i sit eget liv?
Jeg ved, kun en, der kan hjælpe mig i en sådan situation, og det er Jesus. Og hvordan skulle han kunne hjælpe, hvis man ikke møder ham?
Jeg tør ikke give noget entydigt svar på, hvordan man møder Jesus, for jeg tror, det kan være forskelligt fra menneske til menneske. Men jeg ved for mig eget vedkommende, at det ikke nødvendigvis er til gudstjeneste i en kirke. Næsten tværtimod. Når jeg møder Jesus er det næsten altid, når jeg er alene og beder til ham. Jeg tør ikke sige, at det skal være sådan for alle, men jeg tror, man nemmest møder Jesus på tomandshånd.
Når Jesus møder mig, taler han med mig og til mig. Det gør bare så godt. Han taler om det i livet, der gør mig forvirret. Han fortæller, hvad jeg skal gøre. Og du kan tro, det giver energi. Man kan blive helt handlingslammet, når man mister orienteringen i sit liv. Men når så Jesus udpeger, hvad der er op og ned, og hvilken vej man skal gå, så får man bare sådan en energi og lyst til at tage fat på opgaverne.
