Mennesker har en stærk formodning om at der findes liv og intelligens et eller andet sted derude i rummet. Nogle tror endda så meget på det, at de sender signaler ud på må og få i håb om at eventuelle intelligente væsener vil opfange og tyde dem. Og gerne svare.
Når du vil se fjernsyn eller gå på nettet sætter du dig foran et apparat, der i forvejen er indstillet til at modtage signaler. Du kan ligesom ikke surfe mens du børster tænder, og du går glip af meget af filmen på TV hvis du kigger samtidigt med at du laver mad.
Sådan er det også med Gud. Jeg tror da, han hører dig hvis du råber til ham mens du laver alverdens andre ting. Men hvis du vil have kontakt, gør du nok klogt i at sætte dig ned og rette din opmærksomhed mod ham.
Så skulle der være gode muligheder for at du får kontakt til Gud.
Det er ikke bare noget jeg sidder her og finder på. Faktisk lovede Jesus, at den der søger, han skal finde. Men du skal nok mene dette alvorligt. Sæt dig ned og begynd at tale til Gud. Så kan du faktisk godt opleve at han også begynder at tale med dig.
For ikke at være indstillet på den forkerte kanal, vil jeg anbefale dig at du supplerer din samtale med Gud med at læse i Bibelen. Det er en god og velprøvet kombination, der har virket for mange gennem generationer.
Du skal ikke gøre det sværere end det er med Gud. Sæt dig ned og tal til ham. Han har lovet, at han vil svare!