I "gamle dage" tog man budet om at holde hviledagen hellig meget alvorligt, ligesom man tog alle andre Guds bud alvorligt. Op gennem nittenhundrede tallet bredte sig en fejlagtig teologi om at vi jo er frelst af nåde og derfor må vi helst ikke gøre nogen gerninger.
Lad os slå fast med det samme, at ethvert forsøg på at gøre sig fortjent til Guds frelse er dødsdømt. Men det er en stor misforståelse, at det skulle være næsten ugudeligt at handle godt. Jesus sagde faktisk: "Ikke enhver, der siger "Herre, Herre" skal komme ind i Guds rige, men kun den der gør min himmelske fars vilje." Det er fint at du slår på nåden; deri gør du ret. Men hvis du ikke bestræber dig på at leve et liv efter Guds vilje, står du formentligt slet ikke i den nåde, du påberåber dig.
I vækkelsens dage for hundrede år siden splittede helligdagsbudet landsbysamfund. De missionske ville nemlig ikke blot selv holde hviledagen hellig. De ville heller ikke medvirke til at andre arbejdede om søndagen. Derfor nægtede bønderne at levere mælk til mejerierne om søndagen og dermed gøre sig skyldige i at mejeristerne ikke kunne holde søndagsfri. Visse steder fik man derfor to mejerier i samme landsby, et for de ikke missionske og et for de missionske.
Min egen oldefar, Niels Jensen, siges kun modvilligt at have leveret mælk om søndagen. Men da man endda ville til at behandle mælken på selveste Langfredag, sagde han fra. På mejerigeneralforsamlingen rejste han sig og sagde: "Kan vi ikke i det mindste beholde mælken hjemme den dag vor frelser lå i sin grav?"
Det forekommer mig, at i dag er intet helligt. Måske heller ikke for kristne. Jeg tror, vi må tilbage til fædrenes tro, der ikke bare mente at man gjorde Gud en tjeneste ved at indvillige i at tro på ham. Nej, de vidste, at Gud er hellig. Overfor hans krav kommer vi altid til kort og må i taknemlighed tage imod hans nåde.
Men de tog også Guds hellighed så alvorligt, at de seriøst prøvede på at efterleve hans bud!
