Kender du godt det, at du beder Gud om en hel masse, og når du er færdig med at bede ved du dårligt hvad du har bedt om.
Jesus advarer mod den form for bøn når han siger. " Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne"
Forleden satte jeg mig for at jeg for en gangs skyld ville være meget nøjeregnende i min bøn, så der ikke slap et ord gennem mine tanker, som jeg ikke nøje havde overvejet.
Men så skete der noget uventet. Jeg begyndte, som jeg så tit gør: "Far i Himlen….." Men så kom jeg ikke længere, for jeg havde jo lovet mig selv ikke at sige ét ord som jeg ikke mente et hundrede procent.
Og nu henvendte jeg mig til Gud som "far". Mente jeg virkeligt det? At han er som min far. Det er jeg jo nødt til at mene. Ellers kan jeg slet ikke bede til ham.
Men tænk engang: Gud elsker mig som en far elsker sin søn. Han ønsker at retlede mig, der hvor jeg tager fejl. Og han ønsker at give mig alt det, jeg har brug for. Det kan da også godt være, han ind imellem fortæller mig at det, jeg tror jeg har brug for, ikke er så vigtigt.
En voksen mand fortalte mig for nyligt at han savner sin afdøde far. Fordi faderen havde været så god til at forstå, til at støtte og til at hjælpe. Det er sådan Gud er. Derfor giver det god mening at begynde en bøn med at sige: "Far i himlen". Så kan min far og jeg begynde at tale sammen om stort og småt i mit liv.
