Umiddelbart foran denne tekst hos Markus læser vi: "Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med". Man kan derfor næsten fristes til også at bruge det danske mundheld: "Som du sår, skal du høste". Forud igen for ordene om målebæger læser vi, at man gemmer ikke lys under en skæppe eller under en bænk. Lyset er beregnet på at gøre nytte ved at lyse op.

Altså:
        1. Du har fået dit lys for at det skal lyse for andre.
        2. Resultaterne i dit liv afhænger af indsatsen.
        3. Når du har sået, skal du ikke bekymre dig om udfaldet. Gud lader det  vokse, som du har sået.

Nu taler Jesus ikke her om livet I almindelighed. Han taler om Guds-riget. Man kan ikke læse det anderledes. Du har fået et lys i dit liv, som det ikke er meningen, du skal beholde for dig selv. Det skal være til glæde for andre. Du skal dele rigeligt ud af alt hvad Gud har givet dig. Uden at bekymre dig om, om det bærer frugt. Det skal Gud nok sørge for, at det gør.
Læs igen:
"Med Guds rige er det som en mand, der har tilsået jorden. Han sover og står op nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan".
Vi lever I et samfund, hvor vi kan synes, der næsten ikke levnes plads til Gud. Så er det, vi er tilbøjelige til at miste modet og tænke, at det hele ikke nytter noget.
Evangeliet I dag siger: Jo, det nytter. Bare brug dit liv til glæde for andre. Giv rigeligt af  midler, tid og alle andre ressourcer. Så skal GUD nok sørge for at din indsats bærer frugt. 



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Mark 4,26-32
Søndag Seksagesima
7. februar 2010