Vækkelse i Danmark.
I Udfordringen i denne uge nævnes en profeti af Chuck Pierce og Sharon Stone om at Danmark de næste tre år vil opleve en voldsom vækkelse.
2008 bliver et forberedelsesår
2009 kommer vi til at se manifestationer af Gud i kirkerne og på gaden
Fra September 2009 og 2010 oplever vi Vækkelsen.
Der er før fremsat profetier om lignende, som viste sig at være falske, og jeg tør ikke lægge hovedet på blokken for at det denne gang er sandt. Men uden at kunne forklare hvorfor, tror jeg på det.
Men hvad er en vækkelse?
Jo, en vækkelse er en tid hvor Gud taler kraftigt til mennesker og mange kommer til tro og begynder at leve et liv med Ham..
Men kan det ikke ske når som helst da? Både ja og nej. Teoretisk set kan mennesker til enhver tid vende sig til Gud, men erfaringsmæssigt sker det bare ikke. Der er tider hvor det er svært at tro. Vel fordi der er langt mellem Guds manifestationer. Og så er der de der gyldne tider, hvor man skal være mere end almindelig stivnakket for at afvise Gud. En sådan tid skulle stå lige foran døren.
Vi kan selv være med til at bestemme frugten af en sådan tid. Nemlig ved at samarbejde med eller modarbejde Gud. Jeg håber, rigtig mange denne gang vælger at samarbejde med Gud
Hvordan gør du rent praktisk det? Jo, du kan sætte tid af til at bede og til at læse i Bibelen. Hvis du gør det, tror jeg på, at du står over for tre rigtig spændende år.