Når Jesus udtaler sig om en eller anden eksistentiel problemstilling er det værd at spidse ører. Han udtalte sig nemlig med en myndighed, som ingen af samfundets intellektuelle elite kunne matche (Math. 8.29). Sådan er det stadig. Når alle vor tids bedst uddannede har udtalt sig kommer de ikke i nærheden af det overblik og den indsigt, som Jesus har.
I Math 11.28 har Jesus et godt råd til alle der er trætte og tyngede af byrder. Denne verdens vise ville måske anbefale en kostomlægning, en ekstra ferie eller en psykologsamtale. Men hvad siger Jesus? Han anbefaler, at man lærer sagtmodighed og ydmyghed!!!
Grunden til dette råd må være, at vi bruger for alt for mange ressourcer på at pleje vort eget image. Vi bruger kræfter på at blive vrede, når nogen nedgør os. Vi bliver depressive når vores karriere ikke lykkes. Vi bliver desperate, når andre ikke bemærker os.
Hvis vi blev lidt bedre til at se bort fra os selv, kunne al den spildte energi bruges til noget mere konstruktivt. Men så må vi have noget andet at fokusere på. Der er nok kun en relevant mulighed. Nemlig ham, der selv var sagtmodig og ydmyg af hjertet: JESUS!